Varmen i Asnæs Centret er ulidelig. Jeg overvejer, om det er fordi, der rent faktisk er varmt. Eller om det er fordi, at jeg er så pisse nervøs. Det er fredag eftermiddag, og jeg skal snart på scenen og levere mit stand-up-show. DR har opstillet en scene, og her skal Asnæs' største talenter vise, hvad de kan. Der er audition på programmet »Talent 2008«, og i en uge har jeg forberedt mig. En kendt stand-up'er hjalp mig med materialet. En coach fortalte mig, hvordan jeg skulle kontrollere nerverne. Og en modeekspert fortalte mig, hvordan jeg skulle klæde mig og få klippet mit hår. Nu står jeg her med min nye frisure. Ved siden af mig står Tenor Ole, alias Ole Hansen, der blev semi-kendt for sin opera-optræden i »X Faktor«. Han virker ikke spor nervøs. I stedet fortæller han mig ivrigt om, hvordan han anmeldte en koncert med Paul Potts i Hillerød. Jeg holder mere øje med de 12, der er på scenen før mig. En af dem spiller ukulele. Det lyder sgu godt. Især fordi jeg har en vits om ukuleler til senere.

Hvordan følger man efter Tenor Ole?

Tenor Ole er før mig. Han synger »O Sole Mio«, som forventet. Han bliver lettere fornærmet, da konferencieren, hvis hår sidder italiensk moderigtigt trukket tilbage i en hestehale, siger, at nu skal vi høre opera. - Den har intet at gøre med opera. Det er en serenade, forklarer Tenor Ole. Aha! Tenor Ole har nummer 734 på maven. Jeg har nummer 735. Og pludselig kan jeg mærke en lille vred mand slå hårdt på min mave indefra. I min baglomme ligger en seddel. Her står mine vitser. Jeg har skåret en femtedel væk inden for de sidste to timer. - Så er det ... Tjelle, siger den italiensk udseende konferencier. Han udtaler mit navn rigtigt, imponerende. Nu står jeg på scenen. Foran mig er nogle børn, der hellere vil se et show med ballondyr, nogle bedsteforældre, der hellere vil se deres børnebørn, og en masse gymnasieunger, der ikke har tænkt sig at grine af andet end hån. Jeg går i gang, og overraskende nok knækker min stemme ikke. Jeg får leveret mine vitser rimeligt hurtigt. Jeg laver en vits om, at jeg er et af de indespærrede børn fra kælderen i Amstetten. Den tager ikke mange kegler. Til gengæld synes børnene, at jeg er mega sjov, da jeg demonstrerer, hvor dårlig jeg er til at danse. I det hele taget glemmer jeg faktisk kun en enkelt sidebemærkning. Og jeg går lidt i stå efter en historie om, hvor stort mit hoved er. Børnene på første række griner undervejs, men det er vist mest fordi, at jeg ligner en kegle. Derudover er der ikke meget at komme efter. De gymnasieunge virker nærmere skuffede over, at jeg ikke jokkede i spinaten, så de kunne kaste ting efter mig. Til gengæld kommer jeg til at fornærme en af dem. Så jeg skynder mig ned fra scenen og ud af centret med hjertet hamrende i min brystkasse. Nu må vi se, om jeg går videre til tv-programmerne. tv@nordvest.dk