Print artiklen Hold mig opdateret Tip en ven

Send artiklen Madkunstner har det fint med frikadeller til din ven.

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Indskriv din e-mailadresse og bliv informeret om opdateringer af denne og lignende artikler via mail.
E-mailadresse:

Madkunstner har det fint med frikadeller

06. april 2011 10:00
Kalundborg
For et år siden valgte Erik Geppel at kvitte tilværelsen som indehaver af egen restaurant i København til fordel for et liv som forpagter af Tulip Time Out i Kalundborg.
Foto: Kristina Herlev Wulff



Lugten af friture og sprødt bacon breder sig allerede inde i grillen Tulip Time Out på Sydhavnsvej i Kalundborg, selv om det er morgen.
Den kvindelige del af forpagter-duoen, Ann Bendtsen, møder hver dag tidligt for at gøre klar til åbningen klokken 10. Det er hende, der har stegt bacon.

Imens står hendes husbond Erik Geppel og hælder fond i en stor gryde, så der kan blive en god sovs ud af det.


Og han ved, hvad han laver. Han er nemlig uddannet kok og har haft sin egen restaurant i København.

Men for et år siden kvittede han tilværelsen som selvstændig madkunstner til fordel for et liv som forpagter af grillen i Kalundborg.

- Om man laver en god hummerragout eller en god, hjemmelavet frikadelle, det er ikke den store forskel. Jo, prisen, siger den 55-årige forpagter med et jovialt grin. Han bor sammen med sin hustru i Bjergsted, og det var også én af grundene til, at den pulserende storby ikke trak så meget længere.

Det betød mange timer bag rattet hver dag - ud over de lange arbejdsdage, der er en del af branchens leveregler.

Man taler kun forretning

Og netop arbejdstiderne er nok noget, der kan skræmme de fleste.

De arbejder nemlig begge omkring 70-80 timer om ugen.

- Det er jo hårdt, ik’. Men som Danmark ser ud i dag, er det jo nødvendigt, siger Erik Geppel.

Han påpeger, at sådan er branchens regler - især for en ny forretning.

- De første tre år er det arbejde. Da må man sige farvel til ferie og den slags, siger Erik Geppel.

De lange arbejdsdage deler ægteparret med hinanden. På godt og ondt.

- Hvis jeg skulle råde andre til ikke at gøre det, så er det fordi, du snakker forretning 24/7. Du har jo ikke andre oplevelser. Det bliver forretning, forretning, forretning, siger Ann Bendtsen.

For at give hinanden lidt luft sørger de for, at den ene af dem har en ugentlig fridag, hvor den anden er på arbejde.

Har skiftet karriere

Ann Bendtsen har faktisk ikke tidligere været vant til at have fingrene begravet i middagsretter i løbet af en arbejdsdag.

Før var det huden, hun begravede fingrene i - hun er nemlig uddannet massør og zoneterapeut.

- Det var hårdere at være massør. Det gik jo mere ud over mine hænder, husker den 51-årige Ann Bendtsen. Selv om det var husbondens idé at forpagte grillen, så kan hun godt se det positive i sit nye arbejdsliv.

- Jeg tror bare, jeg altid har kunnet lide at lave mad, forklarer hun, mens hun skubber en bakke brugt service ind i den store opvaskemaskine.

- Det er jo det samme, om jeg er massør, eller jeg er her. Så har jeg kundekontakten, fremhæver hun.

Drømmen om en ferie

Og glæden ved kunderne har ægteparret til fælles.

- Det er sjovt at have med kunderne at gøre. Man kender jo de kunder, der kommer. Man ved, hvem der skal have æg og rejer og dobbelt vendt spejlæg. Og det kan kunderne godt lide. Det er jo det hyggelige ved det, mener Erik Geppel.

Ud over grillmad laver parret også baguettes, dagens ret, smørrebrød - og leverer mad ud af huset.

Parrets to drenge på 16 og 17 år giver også et nap med fra tid til anden.

Sådan har det været i over et år nu - men om det stadig er Ann Bendtsen og Erik Geppel, du kan møde i grillen om ti år, det kan ingen af dem svare på.

Men han har dog en ambition om, at de med tiden kan arbejde lidt mindre - og have tid til ferie.

- Det ville være dejligt, siger Erik Geppel.

khw nordvest.dk
Kalundborg
Ann Bendtsen møder tidligt hver morgen, så frokosten er klar til de sultne gæster.
Foto: Kristina Herlev Wulff

Klik her for at søge blandt samtlige annoncer