Klokken var omkring 17.30. Vejret var en smule fugtigt, men det var tøvejr, og sigtbarheden var rigtig god. Vi befandt os i forstæderne mellem to lysregulerede kryds. Der var 70 km-fartbegrænsning på stedet, og vi mener at vi kørte ca. 65 km/t. Der var 2 kørebaner. Vi var i inderbanen. Et stykke bag os var en enkelt bil, og et stykke foran holdt en bybus for rødt lys med højre blinklys tændt - den skulle ind og holde ved at stoppested umiddelbart efter krydset. Da lyset skiftede til grønt, drejede jeg ud i anden vognbane for at være sikker på at komme fri af bussen. Jeg havde nu fuldstændig fri bane forude og ingen synlig bag mig. Både min kone og jeg er sikre på, at vi kørte ind i krydset for grønt lys. Jeg tror nok jeg anede, at en bil dukkede op fra venstre - men et kvart sekund efter skete sammenstødet med en stor kassevogn. Jeg mærkede ikke meget til det, for jeg blev slået bevidstløs, da jeg knuste vores forrude med mit hoved. Min kone var ved bevidsthed, men troede - på grund af min mærkelige kropsstilling - at jeg var død. Jeg vågnede dog igen efter nogle minutters forløb til smerten fra min venstre hofte, der var trukket af led trods spændt sikkerhedssele, eller måske netop derfor.

Ambulancerne og politiet var der hurtigt, og efter at vores bil var skåret op som en sardindåse, blev vi hejst ud af sæderne (de, der har prøvet det med et hoftebrud, ved, at værre smerte er svær at forestille sig) - men hjælperne var fantastisk professionelle, og nogle skud morfin gjorde underværker.

På Rigshospitalets traumecenter kom vi begge gennem røntgen og scanning. Ingen dødelige skader blev konstateret, og i de tidlige morgentimer blev jeg bedøvet og hoften sat på plads. Min kone var sluppet med en brækket tommelfinger og knups.

To dage efter blev vi udskrevet - begge med store blå mærker over det hele, jeg mest på hænder og arme, overkrop og hoved.

Politiet meddelte mig i skrivelse af 2. april 2008 som "afslutning af undersøgelse", at "der for Deres vedkommende ikke foretages yderligere i sagen, idet der ikke er fundet omstændigheder, der tyder på, at De har gjort dem skyldig i overtrædelse af lovgivningen". Jeg fik endvidere at vide, at modpartens forsikringsselskab, TVM forsikring, var underrettet om uheldet og anmodet om at tage kontakt til vort forsikringsselskab. Endelig fik jeg at vide, at jeg kunne klage over afgørelsen til den overordnede anklagemyndighed - men det fandt jeg ingen grund til, da jeg netop var blevet frikendt af den aktuelle anklagemyndighed, og jeg gik selvfølgelig ud fra, at sagen mod modparten fortsatte.

Jeg prøvede forgæves at finde frem til TVM-forsikring. Det viste sig at være et selskab, hjemmehørende i Holland, men med agentur her i landet, som imidlertid aldrig reagerede på mine henvendelser.

Den 7. april 2008 havde jeg en telefonsamtale med en politiassistent, idet jeg oplyste, at jeg havde fundet ud af, at modpartens bil ikke var forsikret i TVM-forsikring, men i Codan. Jeg fik da at vide, at man agtede at henlægge sagen uden at foretage yderligere! Det kom jo noget bag på mig, og jeg bad derfor om agtindsigt i et brev af samme dato. Med skrivelse af 16. april 2008 modtog jeg sagsakterne, herunder kopi af brev af 2. april 2008 til modparten - altså samme dag, som man havde meddelt mig, at jeg ikke havde overtrådt lovgivningen -, hvor det meddeltes ham, at man havde opgivet påtale over for han. Det hed: "Begrundelsen for afgørelsen er, at videre forfølgning ikke kan ventes at føre til, at de findes skyldig til straf, idet der fra de uvildige vidner er modsigende forklaringer, med hensyn til om modparten (altså jeg - forfatterens bemærkning) havde rødt lys, da han kørte ind i krydset".

Han fik endvidere at vide, at hans eventuelle krav i anledning af retsforfølgningen skulle fremsættes over for anklagemyndigheden inden to måneder. Om det er sket, ved jeg ikke.

Bilen bag mig (i første vognbane) var en minitrans varebil, der nåede at standse for gult lys. Føreren af denne bil (vidne et) har til politirapport forklaret, at jeg befandt mig en meter fra stoplinien i krydset, da det grønne lys blev afløst af gult, og at jeg ikke havde mulighed for at standse for gult lys. Vidne to, chaufføren på bybussen, forklarede, at da han skulle holde ind i buslommen, orienterede han sig bagud via venstre sidespejl og så da sammenstødet skete. Han bemærkede ikke lyssignalets farve, men han var overbevist om, at det var grønt, idet han kun lige var kørt over krydset, da uheldet skete, hvorfor lyssignalet ikke kunne være skiftet.

Vidne tre kom kørende ad sidevejen til højre for os mod krydset, hvor han standsede som anden personbil for rødt lys. Mens han holdt for rødt lys, hørte han braget fra sammenstødet og løb ud til os.

Vidne fire og fem var et ægtepar, der som modparten, var kommet fra den modsatte retning af os og skulle dreje til venstre. De holdt efter modparten med en bil imellem. De blev afhørt godt tre uger efter ulykken og var dukket op efter en annonce, som modparten havde sat i en lokal avis. Jeg forstår ikke helt deres forklaring, men de indleder med at sige, at de havde grønt lys i deres kørselsretning. Herefter hedder det:" Da repetitionslyset skiftede fra gult til rødt spurgte afhørte sin ægtefælle om, hvorfor part et (modparten) ikke kørte. Umiddelbart efter spørgsmålet satte part et i gang". Vidne fire forklarer videre, at han ikke så sammenstødet ske, ligesom han fra sin placering ikke kunne se trafikken, der kørte ad vore vognbaner. Endelig siger vidnet, at det var hans helt klare indtryk, at jeg kørte fram for rødt lys i krydset. Hans ægtefælle så det samme som han, og det fremhæves, at vidnet ikke kendte nogen af de involverede parter.

Den 17. maj 2008 klager jeg til statsadvokaten over politiadvokatens afgørelse, og statsadvokaten meddeler, at man forventer at træffe afgørelse inden omgørelsesfristens udløb den 2. juni 2008. Dette er en absolut frist - hvis den ikke overholdes, er der ikke mere at gøre. Men det blev nået. I brev af 30. maj 2008 pålægger statsadvokaten politiadvokaten at genoptage efterforskningen i sagen og forkynde dette senest den 2. juni for modparten. Dette nås. Samtidig bliver det påklaget, at jeg ikke den 2. april var blevet gjort bekendt med tiltalefrafaldet mod modparten, ligesom det beklages, at jeg fra starten modtog urigtige oplysning om registreringsnummeret på modpartens bil - der optrådte tre forskellige numre i det aktmateriale, jeg modtog. Men kaos omkring at få forsikringssagen ud af starthullerne skal jeg spare læserne for. Jeg har været handicappet siden ulykken, og det er ikke godt at vide, hvornår forsikringssagen er slut.

Imidlertid endte politiadvokatens genoptagelse af sagen med, at man over for statsadvokaten i brev af 3. november fastholdt den tidligere afgørelse. Dette påklagede jeg til statsadvokaten den 9. november. Igen en nervepirrende ventetid - men den 27. december modtog jeg statsadvokatens afgørelse af 22. december - altså få arbejdsdage før omgørelsesfristens udløb - hvori politiadvokaturen pålægges af rejse tiltale mod modparten for overtrædelse af færdselslovens §26, stk. 6, om vigepligt - men også at indhente udtalelser omkring de skader, som jeg blev påført til overvejelse af yderligere tiltalerejsning mod modparten for overtrædelse af straffelovens §249, pkt. 1 (uagtsom forvoldelse af legemsbeskadigelse).

Som sagt har jeg udeladt hele den omfattende korrespondance i forbindelse med forsikringsspørgsmål, lægeundersøgelser, ligesom jeg har udeladt beretningen om endnu en hofteudskridning med endnu engang på operationsbordet, de søvnløse nætter, hvor smerter og evindelige gentagelser af ulykkesforløbet i mit hoved har hindret normal søvn i næsten et år, diskussionerne med min kone og mine børn her på det sidste, hvor de har bedt mig om at opgive kampen mod myndigheder, der synes upåvirkelige af de efter vor mening logiske fremstillinger af ulykkesforløbet, der beviste, at jeg ikke kunne være kørt over for rødt lys. Men jeg ville ikke give op. Jeg kunne ikke leve med, at der kan være tvivl om, at jeg er helt uden skyld i ulykken. Jeg er derfor umådeligt taknemmelig over statsadvokatens afgørelse. Men jeg er nu 82 år gammel og spændt på, om jeg når at opleve, at dommen giver mig ret. Vi hører jo dagligt om de meget lange ventetider hos politi og domstole.

Ringbindet med sagens korrespondance og sagsakter vejer nu over 2 kg., inklusiv vejdirektoratets håndbog i trafikstyrede signalanlæg på 72 sider og direktoratets vejregelbog på 47 sider, som jeg har anskaffet. Hvis man slår på i den sidstnævnte under afsnit 1.5.1, ser man, at gult lys skal vare mindst fire sekunder, og rødt/gult lys for den tværgående kørsel herefter mindst to sekunder. Selv, hvis jeg har været en meter fra stoplinien da der blev gult, havde jeg altså seks sekunder, før der blev grønt lys for den tværgående kørsel. På disse seks sekunder ville jeg have over 100 m og altså have passeret krydset. Jeg nåede ikke at køre fem m, før modparten kørte ind foran mig. På de fire sekunder, der ville gå før det gule lys blev afløst af rødt lys, ville jeg have kørt 72 m.

Jeg kan oplyse at jeg er jurist - men har været emeritus i mange år og har aldrig i mit professionelle liv været beskæftiget med færdselslovgivningen - lige bortset fra i min soldatertid, hvor jeg var tjenstgørende ved terænafdelingens motorkontor og hos auditøren for søværnet, hvor vi selvfølgelig havde med trafikforseelser at gøre. Men det er altså snart 60 år siden.

Jeg er klar over, at politiet har vanskelige arbejdsforhold for tiden på grund af de igangværende reformer - men denne sag har været behandlet for dårligt af systemet. Jeg har brugt hundredevis af timer på at rede trådene ud - og mange af de ansatte i politiet har spildt endnu mere tid, fordi de efter min mening ikke har taget mine indlæg alvorligt. Jeg må tænke på de mange borgere, der på grund af manglende erfaring eller kvalifikationer er ude af stand til at forstå de breve, de modtager fra de offentlige myndigheder, og derfor er ude af stand til at overvinde den magt, offentlige myndigheder råder over. Jeg får kuldegysninger, når jeg tænker på de mange medborgere, der må sidde tilbage, bitre og afmægtige. Der hviler et umådeligt ansvar på de mennesker, der står i spidsen for embedsvældet i vort samfund. For ikke længe siden har vi i medierne - blandt mange andre skandaler - hørt om den unge mand, der under en uberettiget anholdelse var ved at blive kvalt i et halsgreb, men hvor ingen af de seks involverede betjente kan huske nogetsomhelst om, hvem der foretog halsgrebet. Hvad tænker disse betjentes politidirektør?

Det er for galt, at offentligt ansatte, der er til for at tjene deres medborgere, hænger sammen som ærtehalm og (bevidst?) dækker over hinanden - og derved undgår en straffesag. Den skyldige burde have mod og mandshjerte til at melde sig og dermed redde æret for korpset.

Olaf Bruhns

Ågerupvej 18

Vipperød