Et mylder af bitte små daterede og mærkede plastikposer ligger på bordet. 250 ridsede, irrede mønter, bæltespænder, sammenbøjede fingerringe og andre små bronzegenstande vidner om det liv, der blev levet ved Stubberup i jernalderen, vikingetiden og den tidlige middelalder.

Tre muntre mænd havde fredag sat hinanden stævne oppe under taget i Odsherreds Kulturhistoriske Museums magasin.

Amatørarkæolog Andrew Smith og bestyrelsesmedlem Kenny Thygesen fra Detektorklubben Tellus sad bøjede ind over fundene sammen med museets inspektør, Arne Hedegaard Andersen.

- Jeg er helt overvældet. Det overgår min fantasi, udbryder museumsinspektøren, og engelske Andrew Smith stemmer i.

- Jeg har fundet denne her portion sammen med min kone på nogle marker ved Stubberup gennem det seneste halve år. De fleste ting fandt vi i efteråret, fortæller han.

Kenny Thygesen forklarer, at det er nemmere for detektoren at finde frem til de gamle sager, når markerne er høstede, og jorden har fået lidt frost.

Andrew Smith fattede interesse for detektor-turene i 1993. På det tidspunkt befandt han sig i Australien.

- Jeg gik op ad flodernes sider, hvor der skulle ligge guld. Men jeg fandt ikke noget. Samme sted havde der for 200 år siden ligget europæiske og kinesiske lejre, og jeg fandt i stedet nogle gamle mønter og opiumsdåser, fortæller Andrew Smith, mens han haler den ene lille plastikpose efter den anden op af en kasse.

Ifølge Arne Hedegaard Andersen er Stubberup et brugt område med hensyn til oldtidsfund.

- Det har nok været en anløbsplads, hvor der har været handlet, og hvor folk har boet i primitive hytter og telte i handelssæsonen. Og så har de tabt deres ting i området, forklarer han.

Med gps'en i hånden

Og der er gennem tiden fundet mange ting derude i den nordvestsjællandske muld.

- Det, der ligger her på bordet er ikke normen. Det er ret ekstremt. Det meste er fra germansk jernalder og tidlig middelalder. Og så er der lidt fra vikingetiden, siger Arne Hedegaard Andersen og tager varsomt en såkaldt fibula op i hånden. En fibula er et bøjeligt dragtspænde, som blev brugt i bronze- og jernalderen.

En af grundene til den usædvanligt store mængde fund er teknologiens udvikling. Tidligere blev der sat et kryds på et landkort, når detektoren havde arbejdet sig frem til et fund. Men i dag er der andre finesser at gøre godt med.

- I dag bruger amatørarkæologen en håndholdt gps, som er et teknisk vidunder. Efter fundet laves der gps-opmålinger på elektroniske landkort, fortæller Arne Hedegaard Andersen.

På den måde kan andre amatørarkæologer gå ind på landkortet og finde samtlige data på hvert fund.

Oldtidsfund nedbrydes af syreregn og maskiner

De skrøbelige oldtidsfund, som stadig ligger i jorden, er ifølge Kenny Thygesen udsat for en voldsom nedbrydning af syreregn og moderne landbrugsdrift. De tunge maskiner kan knække dem, og gødningen ødelægger metallet. Og det er uheldigt, fordi Nationalmuseet netop ser på, om stykkerne er hele, og hvilket metal de er lavet af. I det hele taget skal fundene være sjældne og have en vis værdi, før de bliver udstillet på Nationalmuseet.

Men genstandenes alder har også noget at sige. For eksempel regnes mønter fra år 1536 og tidligere automatisk for danefæ. De genstande fra Andrew Smiths Stubberup-fund, som ikke bliver liggende på Nationalmuseet, kommer tilbage til Odsherreds Kulturhistoriske Museum i oldtidsudstillingen eller i magasinet. Til gengæld kan Detektorklubben Tellus prale af at have fundet nogle meget sjældne genstande, som ligger på Nationalmuseet, nemlig fire styk flintefallosser.

trhe nordvest.dk