Ofre for en kiksekamp

Jeg ved ikke, hvad det er for et svar, jeg forventer, men det er ikke det, jeg får.
- Jo! siger en lettere udkogt og stadigt svedende Michael Bondesen, da jeg spørger ham, om man ikke bliver træt af at få kastet kiks efter sig.

Han og resten af Shu-BiDua er netop kommet ned fra Stor Scene, ned fra det show, som bandet gennem årene har opbygget sammen med publikum. Et show, der foruden alle sangene blandt andet inkluderer røde tråde gennem luften, publikummer som kommer op på scenen, særlige dansetrin og først og fremmest Mariekiksene, som publikum kaster op til bandet, når det når til sangen om Hvalen Valborg.
Men nogle gange bliver det for meget.
- En hel rulle er ikke sjovt, siger Michael Bondesen.
Han har altid hjelm på under nummeret, men den dækker ikke alt. I dag er det lykkedes en fra publikum at ramme ham i panden med en hel rulle kiks, og han fremviser gerne det røde mærke, som man tydeligt kan se, når han trækker håret tilbage.
- Så er det, man godt kunne forestille sig at invitere en fra publikum op, så de kan mærke, hvor ondt det gør, siger han.
Alligevel er publikum på Vig søde, mener han.
De ventede trods alt med at begynde at kaste, indtil hval-sangen gik i gang.
Og Shubberne ved godt, at de også er dybt afhængige af kiksene, og af at publikum går med i legen.
- Vores optræden er baseret på, at vi skal en masse ting sammen med publikum. Det er vigtigt med publikums opbakning, siger Michael Bondesen.
Og dén er der på Vig.
st@nordvest.dk