Send artiklen Super-Zanto blev Danmarks bedste hund til din ven.
Indskriv din e-mailadresse og bliv informeret om opdateringer af denne og lignende artikler via mail.
Super-Zanto blev Danmarks bedste hund
TVEJE MERLØSE
Danmarks nye superhund hedder Zanto og bor i Tveje Merløse. Sammen med sin mor, Vibeke Gyldenkærne, vandt den i weekenden danmarksmesterskabet i sporing.
Der bor en danmarksmester i Tveje Merløse. Nærmere bestemt bor der to - nemlig hyrdehunden Zanto og dens »mor« Vibeke Gyldenkærne. De to er netop vendt hjem fra Vejen, hvor de i weekenden vandt Danmarks Civile Hundeførerforenings (DCH) danmarksmesterskab. Venstrebladet aflagde de to nykårede mestre et besøg i deres hjem i Tveje Merløse.
Der er ikke mange stjernenykker over den firebenede mester, der løber Nordvestnyts journalist i møde i entréen.
Ingen halsen eller hoppen op og ned. Blot et par blide og nysgerrige snus til hånden. Herefter er det, som om hunden nikker og med sit kropssprog siger:«Du er godkendt - bare kom ind«.
- Ja, der er jo flere, der kommer forbi for at ønske os tillykke, siger Vibeke Gyldenkærne og nikker hen mod to veninder, der sidder i køkkenet.
Zanto parkerer sig under køkkenbordet, mens der bliver budt på kaffe.
- Jeg er superstolt over præstationen, men det har også været hårdt arbejde op til konkurrencen, forklarer hun.
Zanto kigger et øjeblik op, da der bliver rakt ud efter kaffekoppen. Den 6-årige hund med den skarpe næse er uden tvivl godt klar over, at der også står en bakke med flødeboller på bordet.
Det skal være sjovt for hunden
- Jeg startede med at træne den, allerede da den var hvalp. Men det er langvarigt arbejde at gøre den så god. Det skal nemlig både være sjovt og motiverende for hunden, så man skal ikke overtræne, fortæller Vibeke Gyldenkærne.Ved danmarksmesterskabet i weekenden deltog omkring 300 ejere og deres hunde. Konkurrencen var delt op i forskellige discipliner og klasser. Zanto og Vibeke vandt i den sværeste klasse - eliteklassen.
En af de discipliner som Zanto mestrede til UG var 1000 meter spor med 45 graders vinkel. Det går i ud på, at en person går 1000 meter i forskellige zig-zag mønstre.
Undervejs skifter han så retning på 45 grader flere gange. To timer efter skal hunden følge nøjagtigt samme spor.
- Man træner ved at lægge godbidder for hvert skridt personen er gået. Efter noget tid placerer man kun godbiderne ved hvert andet skridt. Herefter gør man det ved hver tredje, og så videre. Det er en langvarig proces, forklarer Vibeke Gyldenkærne.
Vil slappe af med fårepasning
Zantos talent for at følge spor kommer ikke kun til udtryk i sportsøjemed. Nogle gange kan den skarpe næse også lede til mere uventede ting.- Vi trænede engang på Fælleden, hvor Zanto skulle finde en genstand. Pludselig forsvandt den ind bag nogle træer, hvorfra den begyndte at halse. Da jeg kom derover, sad den ved en presenning. Der stak to fødder frem under presenningen, og jeg troede, at den havde fundet et lig. Det viste sig at være et ungt par, som »hyggede« sig i det fri. De var skræmt fra vid og sans, da de ikke kunne se Zanto, men bare høre hans gøen, siger Vibeke Gyldenkærne og griner.
Zanto og Vibeke har tidligere været stillet op i DCH’s danmarksmesterskab. Det er dog aldrig før blevet til en førsteplads. Næste år stiller de dog ikke op.
- Nej, vi holder en pause. Det næste år skal Zanto have lov til at gøre det, han holder mest af. Nemlig af vogte vores får. Men måske stiller vi op igen engang i fremtiden, siger hun og kigger på Zanto, der tager sig en skraber under køkkenbordet.
Da Nordvestnyts journalist siger farvel til hunden, orker den kun lige at løfte hovedet. »Ja, ja, farvel med dig«, ser den ud til at tænke.
Der skal jo selvfølgelig også være plads til at hvile på laurbærbærrene, når man netop er blevet kåret som danmarksmester på eliteplan.
pes nordvest.dk
Andre har anbefalet disse artikler:







Mobilmast på Sjællands Odde er ikke til megen hjælp - falder ud eller bliver helt afbrudt. Kom ind i kampen - også hvad angår hurtige...