Send artiklen Mindeord til din ven.
Indskriv din e-mailadresse og bliv informeret om opdateringer af denne og lignende artikler via mail.
Mindeord
Holbæk: I anledning af Antoni Luciws død har vi på familiens vegne modtaget følgende mindeord fra Pia Elisabeth Luciw.
Antoni Stanislaw Luciw døde tirsdag den 8. december efter kort tids sygdom som følge af en trafikulykke. Han blev født 9. maj 1925 på Falster. Hans far kom oprindeligt fra Ukraine og hans mor fra Polen. De arbejdede begge ved landbruget i hans barndom. Antoni Luciw havde boet i Holbæk siden 1978. Først på Strandmøllevej, siden på Kalundborgvej og sidst, da han blev ældre, i Lundestrædet.
Han var uddannet og arbejdede som snedker. Inden han flyttede til Holbæk, havde han selvstæn- digt værksted ved Gl. Tølløse. Her levede han af at bygge huse, som han solgte.
Hans store interesse var at sejle. Han apterede selv sin egen båd, Pondus, som gennem årene lå for anker i Dragerup Havn ved bro 6.
Antoni Luciw var medstifter af Holbæk Tursejlerforening og tegnede bl.a. deres stander. Desuden var han gennem mange år medlem af Marineforeningen.
Han og hustruen, Doris, sejlede mange steder i Danmark og i Europa. De var blandt de første, som fik tilladelse til at sejle ned gennem de polske og østtyske floder efter murens fald - rejsens mål var Berlin. De tog på en tre måneders sejlads gennem utallige sluser og broer for at komme til Holland, Belgien og Frankrig.
Antoni Luciw var en dygtig amatørfotograf. Han tog mange fotos undervejs på turene, som han senere brugte ved foredrag om oplevelserne til søs i forskellige foreninger rundt om i lokalområdet.
Det, at hjælpe andre, var kendetegnende for Antoni Luciw. Familie og venner har fået mangen en hjælpende hånd med alt praktisk. På sine ældre dage holdt han af at fiske og delte gerne fangsten med venner og bekendte.
Antoni var et meget udadvendt og socialt menneske som elskede at tale med andre. Han og Doris var gennem en årrække medlem af bowlingklubben Antikkerne i Holbæk. Gennem en årrække var han bestyrelsesmedlem i boligforeningens i Lundestrædet, hvor han boede.
Antoni Luciw blev bisat i fredags den 11. december fra Margrethe Kapellet.
Han efterlader sig hustruen Doris, samt døtrene Ulla og Pia samt fire børnebørn: Nadia, Michael, Christian og Mads-Emil.
Andre har anbefalet disse artikler:





... for det bliver godt, som der så rigtigt blev skrevet i avisen fra i går, og man må leve med at der skal flyttes og rokeres lidt om,...