Her en måneds tid ind i det nye år, i en kold tid, kan man jo sætte sig i lænestolen og tænke lidt over det nye byråd, der skal »styre« storkommunen i de næste fire år.

Det var natten efter valget, det hele blev afgjort, hvilken politik kunne et flertal blive enige om, og hvem skulle være borgmester. På to områder blev der skabt historie.

Holbæk har for første gang i de 90 år, vi har haft folkevalgte borgmestre, fået en Venstre-kandidat i spidsen for kommunen, nemlig den ganske unge Søren Kjærsgaard. Samtidig lykkedes det den nye borgmester at samle det største flertal bag konstitueringen i byens historie. Venstre, de konservative, radikale og Dansk Folkeparti fik samlet 16 mandater, lige det der skal til for at danne »regering« i Holbæk. De radikale fik et katastrofevalg, tabte fire mandater og havde nu kun et enkelt, der til gengæld var afgørende for et flertal på 16 mandater. Gennem fornuftige samtaler i nattens løb gik Socialistisk Folkeparti med sine fire mandater (SF vandt to) med i det politiske samarbejde og fik det ret godt betalt. En 1. viceborgmesterpost og to formandsposter. Det er godt gået. SF ønskede indflydelse i stedet for at sidde med hænderne i skødet.

For 5. gang gennem de sidste 20 år, sad socialdemokraterne (S) helt alene tilbage uden nogen form for indflydelse, og det til trods for et kanonvalg af partiets spidskandidat, Sine Agerholm. Flest stemmer af alle, 6.539. Det må da give stof til eftertanke!

S og SF kunne kun mønstre 15 mandater, og der skal jo 16 til et flertal.

SF’s deltagelse i den politiske ledelse for de næste fire år blev det helt store emne i tiden efter valget. En af dem, der i Venstrebladets spalter kraftigt hånede SF, var den tidligere SF’er Niels Christensen. Stor utilfredshed med SF’s bestyrelse betød, at denne Niels brød med sit parti midt i sidste valgperiode og i stedet stiftede sit »eget parti« Sociallisten.

I Venstrebladets spalter kunne vi læse, hvad Niels Christensen synes om hans tidligere venner i Socialistisk Folkeparti: SF i Holbæk er utroværdig, de er forrædere og magtsyge, lød det flere gange. Det er stærke ord fra en politiker, der burde vide bedre. Nå, nu kom Niels Christensen jo heller ikke i byrådet.

Disse grove beskyldninger giver mig anledning til at beskrive en anden historie, der ligger12 år tilbage.

Vi skriver 1997, der er valg til Holbæk Byråd. Situationen ligner til forveksling valget her i november 2009. Socialdemokraterne og SF fik dengang 10 mandater (8 + 2), men med 21 pladser i byrådet manglede de to partier også den gang et enkelt mandat for at få det afgørende flertal. Det nystiftede Dansk Folkeparti kom i byrådet med et enkelt mandat, der gik til en helt ny og uprøvet Bent Carndal. Hvem turde gå i samarbejde med et helt ukendt parti og kandidat, der som det 16. mandat ville være den afgørende stemme i alle større sager.

Socialdemokraternes spidskandidat og tidligere borgmester Bent Kristiansen fik et særdeles godt valg, flest personlige stemmer af alle, ikke mindre end 3.121. Ved midnatstid sagde han godnat, vi ses i morgen tidlig, og så gik Bent hjem i seng. De øvrige blev tilbage i administrationscentret, og der var en livlig trafik mellem de forskellige gruppeværelser. Den radikale Jørn Sørensen tog en samtale med af SF’s valgte medlemmer og tilbød Johnny Petersen at blive formand for socialudvalget, en post, han havde otte år tidligere. Dengang havde S og SF flertallet alene. Efter en times drøftelser i SF’s bestyrelse og »bagland« sagde Johnny Petersen og SF ja tak for tilbuddet, og partiets to medlemmer var klar til at stemme på Jørn Sørensen som kommende borgmester. Men hvem var det nu lige, det andet SF-medlem var, og som gik med i den utraditionelle konstituering? Det var ingen ringere end Niels Christensen, den samme person som efter valget efteråret 2009 nu kalder SF for forrædere.

Var der nogen, der sagde hykler?

Søren Wolstrup

Holbæk