Send artiklen Drengedrømmen gik i opfyldelse til din ven.
Indskriv din e-mailadresse og bliv informeret om opdateringer af denne og lignende artikler via mail.
Drengedrømmen gik i opfyldelse
- Du kan godt få succes uden at være den bedste, men dit udgangspunkt skal være, at du er det, siger Henrik Fisker om sin succes som bildesigner i USA.
Interview: Den danske topdesigner Henrik Fisker har fået øje på en ny niche. Hans eksklusive sportsvogne er blevet miljøvenlige.
Los Angeles: Henrik Fisker befandt sig på Prins Alberts luksusyacht i Monaco, da han fik ideen. Fisker Automotives næste sportsvogn skulle være miljøvenlig. Prinsen havde sagt, at han alene ville køre i miljøvenlige biler i fremtiden, og det fik Henrik Fisker til at se lækre hybridbiler for sit indre blik.
- Jeg kom i tanker om, at Leonardo DiCaprio også kører i en hybridbil, siger Henrik Fisker, der ivrigt lyttede til Prins Alberts snak om et miljøvenligt Monaco:
- Det gik op for mig, at der vil være et godt marked for eksklusive plugin-hybridbiler i fremtiden. Der er mange berømtheder, der gerne vil skille sig ud fra mængden og samtidig være miljøvenlige.
Henrik Fisker, der startede sit bildesignerfirma Fisker Automotive i 2007, gik straks i gang med sit ny projekt. Resultatet er Fisker Karma, der både har sexede former, kører op til 240 kilometer i timen og skåner miljøet.
Karmaen koster omkring 430.000 kroner i USA. I overensstemmelse med Henrik Fiskers ånd bliver det en meget lille gruppe, der får mulighed for at købe sportsvognen.
- Det er præcis som med mode: Hollywoodstjerner vil ikke gå op ad den røde løber i de samme kjoler eller jakkesæt til en Oscarfest. For mange mænd og kvinder gælder det også biler. Vi kan opfylde et behov ved, at vi kun laver cirka 15.000 eksemplarer af hver vogn. På den måde vil man kunne skille sig ud fra mængden og vise, at man er selvsikker nok til det, vurderer Fisker, der påpeger, at hans biler selvfølgelig ikke alene er til berømtheder, men til alle velstillede, der er interesserede i at købe miljøvenlige biler.
Enhver drengerøvs drøm
Et par år tidligere i bilmekkaet Orange County. Med lidt under 200 kilometer i timen viser Henrik Fisker, hvad hans Aston Martin DB9 kan på en vej. Han suser hastigt ind og ud mellem bilerne på den amerikanske freeway, mens han forklarer, hvorfor han ville lave sit eget bilmærke.- Jeg forlod et ret godt job, indrømmer den 46-årige dansker, der er født og opvokset i Allerød. Han var topchef hos Ford Global Advanced Design Studio og sad i bestyrelsen for Aston Martin fra 2001.
- Jeg havde aldrig forladt det job, hvis jeg ikke vidste, at jeg kunne lave de allerbedste sportsvogne. Det ved jeg, at jeg kan.
Fisker Coachbuild, som han startede i 2005, er et typisk eksempel på realiseringen af den amerikanske drøm. Efter at have gjort karriere både i Tyskland og England hos BMW og Aston Martin flyttede Henrik Fisker i 2001 med sin brasilianske kone og to børn til Orange County syd for Los Angles i Californien.
- Jeg elsker solen. Jeg elsker stranden. Jeg elsker at leve det afslappede californiske liv. Hvad er bedre end at køre op ad Highway 1 med udsigt til Stillehavet? spørger Henrik Fisker, der er begejstret for sit liv i Newport Beach i det sydlige Californien, og hans familie er også faldet til.
Han forventer ikke at vende tilbage til Danmark nogensinde.
- Jeg har dedikeret bilmærket til Californien og dens frie ånd, siger Henrik Fisker om Fisker-logoet.
Den orange farve symboliserer den californiske solnedgang og det blå Stillehav, mens de to pinde repræsenterer designerens skrivepind og modellørens værktøj.
Henrik Fisker afsluttede sin designeruddannelse i Schweiz i 1989 og fik sit første job hos BMW. Allerede i 1992 fik han arbejde på fabrikkens prestigefulde designstudie i München. Her tegnede han blandt andet den populære BMW Z8, som skulle erstatte klassikeren 507.
- Der er noget sexet over biler, siger Henrik Fisker entusiastisk:
- For mig er biler ligesom mennesker. De har personlighed. Man har et nært forhold til dem, fordi man kører i dem hver dag. Biler har forskellige former, ligesom mennesker har det, og man taler om bilers "hofter" og "skuldre". Der er desuden en god grund til at man kigger langt efter sportsvogne, ligesom man kigger langt efter slanke piger: de ligger godt til øjet.
De rige baner vejen
Tilbage i 2009 møder vi Henrik Fisker i Santa Monica sammen med en sølvgrå udgave af Fisker Karma. Han bliver overrakt Danish-American Innovation Award 2009 af det danske handelskammer i Sydcaliforniens formand, Torben Aaskov og den danske ambassadør i USA, Friis Arne Petersen.- Da jeg som ung mand sagde, at jeg ville designe biler hjemme i Danmark, fik jeg besked på at vælge et mere realistisk job, siger Henrik Fisker om, hvorfor han producerer biler i Californien:
- Her i USA er alt muligt. Her er der mange investorer.
Det er ikke alene danskere, der hylder Henrik Fisker. Bildesigneren har fået et lån på cirka 2 milliarder kroner af den amerikanske regering til at producere plugin-hybridbiler. Denne gang skal det ikke være sportsvogne, men familiebiler. Men det bliver ikke helt normale biler - men luksusbiler til omkring 235.000 kroner, der kommer på markedet i 2012.
- Der vil altid være en gruppe rige, som køber den sidste nye teknologi, siger Henrik Fisker:
- Det muliggør, at produkterne overhovedet kan komme på markedet. Efterhånden som et produkt bliver mere og mere populært, vil det automatisk falde i pris og gøre det muligt for et større antal mennesker at købe det.
Andre har anbefalet disse artikler:

