Den 22. september 1919 kom en lille solstråle til verden i baghuset Amaliegade 25 i København, en lille pige, der blev sin mor Astrid Laurell og far Johan Thomas Skovgaards øjesten. Hun blev døbt Susette Skovgaard. I hjemmet, der var meget musikalsk, nød hun sin fars sang, akkompagneret af moderen på klaver.

Susette lærte sig også at spille på klaver, og i en periode spillede hun med megen glæde klaver sammen med et orkester, som mødtes et par gange om måneden og musicerede i faderens kunstner-atelier.

Hun blev som voksen ansat ved Københavns Kommune som børnehavelærerinde, et job hun havde i 28 år.

Susette blev gift med John Galster, de fik to børn, sønnen Johan og datteren Grete, som igen hver har fået to børn,

På et tidspunkt forsøgte Susette og John Galster at få arbejde i Afrika, men arbejdet kunne ikke brødføde familien, så turen endte som ferie.

Susette glemte dog aldrig Afrika-oplevelserne, blandt andet mødet med en flok bøfler.

Hun beskrev også synet af de fantastiske Victoria-vandfald - hvor lille man føler sig som menneske.

John Galster var ener og gik ikke med på »dus’-bølgen« og hadede, hvis man sagde du til ham. Det satte familien i en isoleret situation. Susette Galster er barnebarn af Joachim Skovgård, den store, kendte maler, der står stor respekt om. Han har blandt andet kreeret malerierne i Viborg Domkirke. På mange busture har Susette Galster henvist til sin farfars mange værker i kirkerne.

Hun var et interessant menneske at lytte til, hendes utroligt fine brug af vort sprog var en nydelse, og hendes evne til at huske overgås kun af moderne computere. Hun brugte ikke at skrive telefonnumre ned, nej man huskede dem.

Hendes energi var formidabel. En almindelig mandag gik med svømning i Kalundborg Svømmehal, så videre til vævning i Vollerup (her vævede hun sin kjole til sin 90 års fødselsdag), så hjem, og på de gode dage kunne hun lige nå 20 minutter på ryggen, før hun klokken 14.05 stod og ventede på, at Inger og jeg tog hende med til folkedans på Firhøjskolen med Faurbo-folkedanserne. Samtidig skulle hun jo også passe sin sukkersyge.

En dag på vej til dans, havde mange døjet med et ord i Ugens Krydsord, ingen kunne bøje ordet prik? Vi gik ind og dansede og på hjemvejen, pludselig sagde hun »prik er en i del«.

Det var hende magtpåliggende, at man passer sine ting, og derfor bad hun til sidst Holbæk Sygehus sørge for at afmelde hendes deltagelse ved svømningen, vævningen, folkedans og fredagskoret.

I vores Fredagskor var dagen i fredags en vemodig dag, vi sang de sange som Susette satte pris på og bøjede hovedet i respekt.

Hun døde i onsdags den 3. marts på Holbæk Sygehus kort efter aftensmaden ved 18.30 tiden. Hun kiggede på sin søn Johan og spurgte, »har du fået mad?«, lagde hovedet på puden og sov ind.

Kære Susette, tak for timerne med dig, du gav os et minde, som aldrig glemmes.