Print artiklen Hold mig opdateret Tip en ven

Send artiklen Mindeord til din ven.

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Indskriv din e-mailadresse og bliv informeret om opdateringer af denne og lignende artikler via mail.
E-mailadresse:

Mindeord

10. marts 2010 12:23
Billede
Privatfoto


Nykøbing: Venstrebladet har modtaget følgende mindeord fra Evald Hansens datter Randi A. Valmue:
En af Nykøbings ældste ildsjæle, tidligere postmester Evald Hansen, er død, 95 år gammel.

Efter et meget langt og meget levende liv rakte kræfterne ikke til mere for Evald Hansen, der mandag morgen døde i sit hjem på Grønnegården i Nykøbing. Men der har så sandelig også været brugt kræfter på lidt af hvert i de næsten 96 år, Evald har virket - heraf de sidste ca. 48 år i Nykøbing Sjælland, hvor han i 1962 flyttede ind i postmesterboligen på Jernbanevej med sin hustru Asta og de yngste tre af sine fire børn.


Berøringsfladerne går fra spejderbevægelsen og Sct. Georgsgildet over den konservative vælgerforening, til et utal af interesseorganisationer og foreninger, som f.eks. menighedsrådet, Modersmålsselskabet og Foreningen Norden, der havde Evald Hansen som medlem igennem mange år. Altid i gang, altid med en mening om tingene og altid med en løsningsmodel, som man skulle være meget velargumenterende for at få ændret. Han var vel nok det, man kan kalde en »ægte« konservativ. Ikke bare politisk forstået, men forstået som et menneske, der hjalp hvor - og når - der var behov for det, men samtidig ret kontant afviste klynkeri og »slaphed«. Der skulle være styr på tingene, og han påtog sig gerne arbejdet med at få det. Det gjaldt både i familien og i arbejds- og foreningssammenhænge.

Et mangfoldigt og nysgerrigt menneske var han. Og altid god for en rask diskussion over et spil l’hombre og en god cigar, eller senere over et spil billard i klublokalerne i Nykøbing. Kunne man ikke finde ham på arbejdet (hvor han ofte befandt sig til langt ud på aftenen), kunne man måske finde ham i en af de flere haver, han dyrkede med stor perfektionisme, eller dybt begravet i planerne om den næste campingferie med familien. Først villateltet og senere combicamp’en har været rundt på de fleste af de europæiske feriesteder. Senere blev det afløst af flyrejser til f.eks. Marokko, Nepal og Malta.

Evald Hansen mistede sin far som 14-årig, og blev som storebror i søskendeflokken på tre tidligt »manden i huset«. En karriere i postvæsenet var på den tid en sikker investering, og Evald gik ind i sit job med liv og sjæl. Så det var med glæde og stolthed, han modtog ridderkorset for mange års tro tjeneste i det postvæsen, som han med ærgrelse så blive mindre og mindre serviceminded.

Pensionisttilværelsen var ikke mindre aktiv for Evald Hansen: haven, huset, genbrugsbutikken, rejserne, sammenkomsterne med familie og venner, Sct. Georgsgildet - ikke mindst. Evald kæmpede hårdt for ikke at skulle forlade huset på Vinkelvej i Nykøbing, men måtte dog af hensyn til sin hustrus svigtende helbred »overgive« sig og tage imod tilbuddet om en ældrelejlighed på plejecentret Grønnegården. Og her nå-ede han at falde rigtig godt til, så der blev skabt det rette rum for den ping-pong med omgivelserne, som var hans yndlingsbeskæftigelse. For humoren var alle dage en drivkraft hos Evald, og han var i sit es, når der var dækket op til selskabelighed og lystig og engageret snak om bordet.

Musikken havde også en stor plads i Evald Hansens liv. Både den han selv skabte på klarinetten eller flyglet, og den han lyttede til i radioen, eller ved de mange koncerter han mødte frem til. Nu er han blevet stille - men han efterlader tydelige fodspor ... 4 børn, 11 børnebørn og 6 oldebørn er det blevet til. Foruden de mange spor, han har sat i de utallige, skiftende sammenhænge, han var engageret i.

Evald Hansen var et menneske, der havde sine meningers mod. Rigeligt kantet, kunne nogen måske mene, men med hjertet uophørligt bankende for livfuldheden, samt den personlige frihed og handlekraft - og med en langtidsholdbar leveregel:

»Vær mod andre, som du ønsker, andre skal være mod dig«.
Billede

Klik her for at søge blandt samtlige annoncer


3 har anbefalet denne artikel
Andre har anbefalet disse artikler: