Send artiklen Injurie-turisme til din ven.
Indskriv din e-mailadresse og bliv informeret om opdateringer af denne og lignende artikler via mail.
Injurie-turisme
Det er i Danmark en grundfæstet holdning, at ytringsfriheden skal have vide rammer. Uden ytringsfriheden ville de øvrige menneskerettigheder have dårligere kår.
Når den saudiarabiske advokat Yamani fastholder, at han vil føre retssag mod 10 danske dagblade, fordi de har genoptrykt tegneren Kurt Westergaards Muhammed-tegning, er det et angreb på ytringsfriheden.
Publiceringen af tegningen er ikke i strid med dansk lovgivning.
Det forhold synes den saudiarabiske advokat at være klar over, hvorfor han vil anlægge sag ved en britisk domstol. Den britiske injurie-lovgivning er nemlig indrettet på en sådan måde, at fordi det er muligt at købe danske aviser i England, og der fra England er netadgang til at se Kurt Westergaards tegning på de pågældende avisers hjemme-sider, så kan der rejses sag i England. Det forhold har gjort, at England er blevet centrum for et væld af injuriesøgsmål, den såkaldte injurie-turisme.
Samtidig er der en EU-forordning, der gør, at de øvrige EU-lande er forpligtet til at anerkende hinandens civil- og handelsretslige domme.
Justitsminister Lars Barfoed er fornuftigt nok gået ind i sagen på den måde, som han nu kan. Det vil sige, han kan forsøge at påvirke EU-systemet, så medlemslandene ikke umiddelbart er forpligtet til at anerkende enhver dom, eller han kan forsøge at påvirke den britiske regering.
Noget tyder på, at den britiske regering er blevet opmærksom på, at injurie-turismen kan være et problem for ytringsfriheden.
Den britiske justitsminister har nedsat en arbejdsgruppe, der skal se på de problemer, der kan være med den britiske injurie-lovgivning. Så vidt så godt, men det rykker ikke ved det forhold, at en saudiarabisk advokat vil rejse en sag, fordi et stort antal personer, der mener, de nedstammer fra profeten Muhammed, føler sig krænket over tegningerne. Det er sådan set det alvorligste problem, fordi det er så klart et udtryk for, at ytringsfriheden er under angreb.
Danske Dagblades Forening, der som brancheorganisation er gået ind i sagen på vegne af de 10 dagblade, der trues med sagsanlæg, venter stadig på en reel afklaring af, hvem det er, advokat Yamani faktisk repræsenterer.
Et antal grupperinger eller foreninger med postulerede efterkommere er blevet nævnt, uden at det har givet større indsigt i, hvem Muhammed-efterkommerne reelt er.
Saudi-Arabien, hvor advokaten kommer fra, er ikke et land, hvor der er ytringsfrihed, som vi kender den. Derfor vil advokat Yamani bekæmpe vores ytringsfrihed, og her kan han så indgå i en uhellig alliance med en teknemmelig britisk injurielovgivning.
Det dur ganske enkelt ikke, og det må den britiske regering reagere på ved at stoppe injurie-turismen.
MF
Andre har anbefalet disse artikler:






... for det bliver godt, som der så rigtigt blev skrevet i avisen fra i går, og man må leve med at der skal flyttes og rokeres lidt om,...