Berit Andersen, formand for Dansk Epilepsiforenings Kreds Vestsjælland, Sandåsvej 16, Ulstrup, Røsnæs, skriver blandt andet:

Velkommen på forsiden. De fleste genkender sikkert de ord: Ekstra Bladets gamle slogan, som signalerede, at avisen ikke var bleg for at udstille navngivne personer bag for eksempel bedrageri og magtmisbrug.

Den seneste offentlige »debat« om velfærds-Danmark vender sloganet 180 grader: Det er ikke længere dem, som for egen ulovlig vindings skyld bedrager andre, der kommer på forsiden. Nu er det samfundets svageste, som kan se sig selv på forsiden, fordi de har brug for hjælp.

Manden bag tendensen er Kalundborgs borgmester Martin Damm, som ønsker det, han selv kalder en etisk debat om udgifterne til socialt udsatte borgere, der efter serviceloven har krav på hjælp.

Konkret fremhæver Martin Damm i to omgange først en psykisk syg mand og dernæst en ordblind dreng, der begge - efter Martin Damms vurdering - koster kommunen for mange penge.

En kommune skal naturligvis udvise ansvarlig omgang med skattekronerne og udvise stor omhyggelighed med sin budgetlægning i tider, hvor der fra regeringen er udmeldt nulvækst.

Det siger sig selv

Det siger sig selv, at med stadig flere ældre, vil der være stadig øgede udgifter til sygdom, sociale ydelser med videre. Derfor er nulvækst lig med reelle besparelser i kommunerne.

At dette skal debatteres, kan man heller ikke være uenige i. Der, hvor stærk uenighed bør indfinde sig, er dels i forhold til måden, hvorpå Martin Damm ønsker at skabe debat, dels og stærkest over for det formål, debatten har.

Et samfund skal kendes på, hvordan det behandler sine svageste. Er det derfor rimeligt at udstille to meget svage borgere for at skabe debat om velfærdssamfundets fremtid? Det er ikke rimeligt, men et usmageligt forsøg på at skabe en tendentiøs debat, der ensidigt udpeger sagesløse borgere som syndebukke for smalle budgetter.

Formålet for Martin Damms debatindlæg forekommer lige så usmageligt: At skabe en stemning rettet mod de svageste for at legitimere, at disse får en sekundær støtte fra kommunen og dermed bliver en mindre »belastning« for kommunekassen.

Kalundborg har som resten af landets øvrige kommuner ansvar for at sikre, at også vores svageste borgere kan leve et værdigt liv.