Print artiklen Hold mig opdateret Tip en ven

Send artiklen Dario uden primadonnanykker til din ven.

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Indskriv din e-mailadresse og bliv informeret om opdateringer af denne og lignende artikler via mail.
E-mailadresse:

Dario uden primadonnanykker

Billede
Atletisk. Alfa Giulietta er den bedst kørende Alfa siden 156. Den reagerer lynsnart på bevægelser på rattet, og vognen skal op på uhyrlige hastigheder, før den skrider ud.



BALOCCO, ITALIEN

Præsentation: Endelig kommer der igen en Alfa med sjæl. Giulietta leverer varen, og det har vi savnet siden den legendariske 156.
Når de mest frustrerede mishagsytringer om svingende kvalitet er fyret af, vil kenderne uvægerligt få en varm glød i stemmen, når talen falder på italienske Alfa. Henført vil de svælge i de forførende former, mekanikken med sjæl og køreegenskaberne med nerve.


Det gik dog galt for italienerne, da 159 afløste den ekstremt velkørende 156. Efterkommeren var en overvægtig belladonna, mens den mindre Mito ikke helt kan løbe fra, at den i bund og grund er bygget på basis af en Fiat Punto.

Her kommer den nye Giulietta ind i billedet. Fascinationen af de lidenskabelige Alfaer fra støvlelandet lever nemlig i bedste velgående. Og Giuliettaen leverer i dén grad varen, viste det første stævnemøde med mellemklassebilen, der trækker klare tråde til fortiden. Helt uden primadonnanykker er italieneren dog ikke. På bagsædet kunne der godt være mere plads til benene, og hovedhøjden er heller ikke for god. Men hvad gør det, når resten af bilen virker gedigen som en aldrende Barolo-vin.


Navngivningen er angiveligt sket i ellevte time, for det var ellers meningen, at nyheden skulle kaldes Milano. Navneændringen kan vise sig at være en vigtig og helt rigtig beslutning, for Giulietta-navnet knytter sig historisk meget stærkt til Alfa, selv om den nye bil er proppet med moderne design og teknik. Og den har det, der skal til for at tage kampen op med BMW 1-serie, Audi A3 Sportback og VW Golf, der dominerer klassen for kompakte prestigebiler.

Velafstemt kørestil

Køreegenskaberne og benzinmotoren er så perfekt al dente og velkrydrede, at chefkokken på Noma vil slå ihjel for at få opskriften. Tilsat et ganske elegant design med klassisk runde lygter, næsten sensuelt svulmende skærme og en nedringet kølergrill begynder det at give mening, når italienerne taler om en ny begyndelse.


Et af midlerne er en spritny undervogn og Alfas DNA-knap, der regulerer køreegenskaberne efter behov. Der er tre køreprogrammer, hvor N står for normal, A for All-Weather og D for Dynamic. Drop de to første og gå direkte til desserten: I Dynamic strammes styringen op, så det er meddelsomt som en gestikulerende italiener, den elektroniske antiskrid løsner grebet, mens speeder og motor reagerer prompte på det mindste vip med foden. Selv motorens drejningsmoment får kortvarigt et ekstra boost. Hvor Giulietta i Normal bare føles som en velkørende bil i Golf-klassen, forvandles den til en fyrig køremaskine i Dynamic.

Effektiv benzinmotor

Særligt den lille turbo-benzinmotor på blot 1,4 liter og med direkte indsprøjtning har sydlandsk temperament. Når de 170 hårdtpumpede italienske hingste skal ud af starthullerne, falder de nærmest over hinanden som hestene i Sienas berømte hestevæddeløb. Benzinmotoren er så vanedannende, at dieselalternativet fremstår lettere kedeligt. Den 2,0 liters sag med 170 hk er måske nok en moderne og veldresseret sag, der kører over 20 km/l, men den besidder slet ikke samme gåpåmod som benzinmotoren.


Så drop dieselen. Gør det, og Giulietta belønner dig med nærvær og masser af kommunikation mellem mand og maskine.

Selv priserne er rimelige: Fra cirka 280.000 kroner for 1,4 med 120 hk og Progression-udstyrsniveau, der har aircondition og fartpilot. Mens Alfa forlanger cirka 330.000 kroner for en 170 hestes 1,4 med topudstyret Distinctive, der blandt andet byder på klimaanlæg, alufælge og læderrat. Importøren forventer også, at man vil være konkurrencedygtig på privatleasing, og priserne vil være på plads i slutningen af juni.

På landevejen beviser den konservative mester nemlig, at udviklingen langt fra er gået i stå hos Alfa.

Forklaringen finder vi i den nye multilinkbagaksel, der får Giulietta til at opføre sig så løssluppent, som vi ikke har oplevet Alfa, siden 156 kom i 1997. Dynamisk, svingglad og retningsstabil.

Den kører med smittende appetit, og styringen er en gokart værdig: Et lille vrid på rattet, og bilen dykker ind i sving, som var der udlagt skinner på vejen. En forrygende fornemmelse.

Vil man have lidt sydlandsk drama i maskinrummet findes der en topmodel med 235 hk, der kører fra 0-100 km/ t på 6,8 sekunder og koster fra cirka 450.000 kroner med blandt andet 17-tommer fælge og dellæderindtræk.

Dæmpende fjedre

Komforten er også i top. Giulietta klistrer sig til vejen og sluger ujævnheder, som om kloakdæksler, vejstriber og frostrevner var mamas friskkogte pasta.

Finish og kvalitetsfornemmelse rykker tilmed en klasse op. Dørene smækker med dybe drøn, og kabinen oser af kram med blød plastic, pæne samlinger og fastpolstrede sæder.

Man savner dog forgængeren, 147’s, frække serenade fra motor og udstødning. Selv ved 7.000 omdrejninger er det ikke til at tvinge et lillebitte macho-brøl ud af den ellers så fine 1,4 turbobenzinmotor.

Resten af historien er om en Alfa, der er tilbage på sporet, hvor det hele begyndte, med sportslige biler til fornuftige priser.
Billede
Lighed. Bagfra er der en vis lighed med Alfa 146 fra midten af 1990’erne. Men i virkeligheden er det 147, som Giulietta afløser.

Klik her for at søge blandt samtlige annoncer


Andre har anbefalet disse artikler: