Bandet Bu Bu Kitty Fuckers lagde ud på Nakkefestivalens »store« scene. Selve genren for musikken var udefinerbar for Nordvestnyts udsendte, men tankerne fløj hurtigt over på den lyd, en rituel slagtning af diverse køkkenudstyr ville lave. Bu Bu Kitty Fuckers lyder som soundtracket til et Super Mario-spil, hvor selvmord og meningsløs vold er blandt de centrale temaer.

Men om det var de psykedeliske kræfter i musikken eller bare ørernes evne til at gøre det meste lyd tåleligt, der gjorde det, så er det muligt for selv den mest uindviede (som undertegnede) at vænne sig til musikken. Lytter man længe nok, finder man de gode elementer i melodierne, der blæses ud over festivalpladsen i høje decibel.

Publikum så også ud til at kunne leve sig ind i musikken. Godt nok befandt størstedelen af gæsterne ved scenen sig ude ved det ene hegn, der stod op af skyggegivende træer. Men der var også en dedikeret skare, der stod tæt op af scenen og dansede moderne til musikkens mekaniske beat.