Hvorvidt Lene Espersen fagligt set er en god udenrigsminister eller ej, er det svært at afgøre. Dertil har der været al for megen fokus på hendes manglende evne til politisk krisestyring. Principielt kan man jo godt være en god fagminister og samtidig en dårlig politiker. Lene Espersens altoverskyggende problem er, at hun som partiformand forventes at være en god politiker, og der er hun faldet igennem.

Når en meningsmåling, som Rambøll Analyse Danmark har foretaget for Morgenavisen Jyllands-Posten, viser, at blot hver tiende vælger anser hende for at være den rette til posten som udenrigsminister, må den vurdering mere gå på hendes politiske evner end på hendes indsigt i udenrigspolitiske anliggender.

Selvfølgelig må det være frustrerende for Lene Espersen, at hun i tide og utide skal forklare, hvorfor hun ikke møder frem til det ene eller det andet møde i internationale sammenhænge. Særligt problematisk er det, fordi hun kommer til at fremstå som en minister, der foretrækker ferie med familien frem for at passe sit arbejde som udenrigsminister.

Men uanset hvilke forklaringer der end er på udenrigsministerens manglende fremmøde, så er det sådan set mere vigtigt at sætte fokus på, hvordan hun håndterer den kritik, der rejses af hendes adfærd. Det er nemlig her, hun skal måles og vejes som politiker og partiformand.

Lene Espersen har karakteriseret sig selv som en måske lidt for stædig nordjyde. Det kan i og for sig være charmerende nok, men i politik batter det ikke rigtigt noget. Helt katastrofalt bliver det så, når hun også giver udtryk for, at hun bliver bedømt anderledes end sine forgængere og reelt ikke forstår, at hun udgør et politisk problem - ikke alene for sit parti, men også for regeringen.

Det virker, som om Lene Espersen har for megen medlidenhed med sig selv. Hun synes, det er synd for hende, at hun skal give den ene undskyldning efter den anden. Nogen forståelse for, hvordan man skal gebærde sig politisk i de situationer, hun stort set selv er skyld i, viser hun ikke.

Har man et stort kor, gør det ikke så meget, hvis der en enkelt stemme, der ikke er helt ren. Men stiller man sig frem foran koret og vil påtage sig en bærende rolle uden at kunne synge, får det fatale følger for hele koret.

Det er Lene Espersen selv, der har påtaget sig rollen som en af de førende politikere i regeringen. Men hun er så politisk tonedøv, at hun og den øvrige regering ville være bedre tjent med hende i rollen som politisk »brummer« i baggrunden.

MF