Bilerne holdt pæn afstand og ventede. Da kisten var i bilen, og der var taget afsked, satte rustvognen i gang og kørte stille ned ad bakken for at køre den sidste tur. Graveren stod stadig ude på vejen med begge arme ud, for at de efterladte kunne se rustvognen runde hjørnet og forsvinde. Da rustvognen begyndte at rulle, begyndte den ventende bus at køre. Den kørte helt hen til graveren, og faktisk kunne hun klappe bussen. Så skete det, at buschaufføren satte hånden på hornet, og der lød et trut - til stor forbavselse for alle os, som stod og kikkede efter rustvognen.

Graveren ved Skamstrup Kirke fortjener meget ros for, at hun havde mod til at blive stående og udføre sit arbejde med stor respekt, så de efterladte kunne få en god afsked med deres kære - og ikke, ja, rent ud sagt - se røven af en bus, der var utålmodig efter at overholde sin køreplan.

Jeg vil lige skrive, at jeg har ringet til busselskabet og fortalt om hændelsen. De lovede at tale med chaufføren på den pågældende tur.

Det kan godt være, at nogen vil synes, at det er noget værre pjat, at jeg farer i blækhuset for et lille trut, men så ved de nok ikke, at mange føler sig sårbare i den situation, hvor man skal sige farvel til sine kære.

Jeg håber, vi alle vil tænke på at vise respekt, når vi møder nogen, der står og tager afsked med deres kære ved en rustvogn. Det betyder så meget. Tak.

Lise Rasmussen, Grydebjergvej 20, Mørkøv