Når man tager i betragtning, at ordene kommer fra en mand, som inden for en kort årrække har været medlem af SF, stillet op til byrådet for Dansk Folkeparti for så endelig at svigte sine vælgere og flytte sin byrådsstemme til socialdemokraternes selvvalgte oppositionslejr.

Ud fra min betragtning må det kaldes for slingrekurs og det er da morsomt, at et menneske som åbenbart falder for skiftende politiske overbevisninger, skyder på et parti som har taget ansvar, stået fast og som har den loyalitetsfølelse over for en indgået konstituering, som ikke bare er god skik, men også bydende nødvendig, hvis der skal laves langsigtede løsninger til gavn for kommunen og borgerne.

Hvad har Jan Sohn tænkt sig? Vil han være kongemager? Skal borgmesterposten følge ham?

Som nyvalgt byrådsmedlem, valgt for Dansk Folkeparti, var han selv med til at indgå konstitueringsaftalen, som satte Søren Kjærsgaard for bordenden, og som resulterede i tunge poster til Jans gamle venner i SF og særligt hans nye venner i Dansk Folkeparti.

Om Jan blev fornærmet over, at ingen af de tunge poster tilfaldt ham selv, skal jeg lade være usagt, men faktum er det, at valget dårligt var overstået før han skiftede parti, nu til socialdemokraterne.

Jan Sohn har åbenbart troet på sin chance for at agere tungen på vægtskålen, for lige siden har han ivrigt argumenteret for, at SF skal løbe fra sit ord og svigte konstitueringen.

Nu er SF heldigvis meget standhaftig og stor respekt for Louise de Richeleau og SF’s øvrige ledelse for det. Men tænk, hvis de lod sig lokke væk fra indflydelsen, hvad så når Jan Sohn næste gang føler trang til at skifte parti?

Det er måske ikke gået op for Jan Sohn, men sandheden er, at uanset hvilken partifarve man pynter sig med, så skal kommunen spare.

Der er sket et skred i de offentlige udgifter, som ikke kan dæmmes op med uendelige usolidariske skattestigninger.

Derimod kræver fremtiden at der tænkes nyt, at velfærd defineres i kvalitet og ikke kvantitet.

Først og fremmest skal der arbejdes på intelligente løsninger, som kan sikre at vore ældre, svage og andre med særlige behov får den rigtige omsorg, men til en pris samfundet kan betale. At udgifterne skal tilpasses indtægterne er uundgåeligt og i stedet for at kæmpe for skattestigninger, som kun rammer de svageste og som alligevel ikke giver flere indtægter, så bør socialdemokraterne søge indflydelse på udviklingen.

Indflydelse koster, i dette tilfælde og i øvrigt altid er prisen viljen til at træffe de ubehagelige, men nødvendige beslutninger.

Det uanset, om man er SF’er, DF’er eller som Jan Sohn, pt. Socialdemokrat.

Claus Nexø Jensen

Søndermarken 119

Tølløse