Unge, veltrænede mænd har i denne uge indtaget Asnæs og omegn med vandrerstøvler på fødderne og deltagernumre på ryggen. De har været til optagelsesprøve til Frømandskorpset. Sidste år løb Kasper selv rundt i flokken med nummer 44 på ryggen. Det glemmer han aldrig.

- Det hårdeste var, da vi skulle ud og gå march. Vi startede i Asnæs, og så gik vi bare. Når man går march, kommer man virkelig til at tænke over tingene, fordi man bare går og går. Det er monotont. Man taler jo ikke sammen.
- Jeg kan huske, at jeg gik ved siden af en - det var hans sidste chance for at komme i Frømandskorpset på grund af hans alder. På et tidspunkt holder vi en pause, og så siger han til mig, at nu har han besluttet, han vil gå hjem og gøre kæresten gravid. Det er det, jeg mener: Hjernen spiller med én, når man bare går, fortæller Kasper.
I sidste måned blev han udnævnt til frømand. Hans rigtige navn må ikke komme i avisen, men redaktionen kender hans virkelige identitet.
I år faldt nummer 44 fra, inden optagelsesprøven var overstået. Sådan gik det ikke sidste år.

Sejrsrus når folk faldt fra

- Jeg har altid vidst, at jeg nok skulle klare det. Min største bekymring var skader - altså ikke at jeg ikke ville bestå. Men når jeg har sat mig et mål, så når jeg det. Det ligger naturligt til mig, siger Kasper.
- Jeg var sådan set ligeglad med, når de andre faldt fra - i hvert fald i den første halvdel af prøven. Jeg tænkte: "Fedt nok. Jeg er med endnu". Jeg fik lidt en sejrsrus ved, at der var folk, der faldt fra, fortæller han.
Mens første halvdel af prøven foregår på land, foregår anden halvdel i frømændenes rette element: I vandet.
- Når man når vanddelen, er man så langt, at man begynder at se folk an. Der ville jeg gerne have, at folk bestod. Vi havde det samme mål og den samme glød, siger Kasper.
Han husker stadig presset af hele tiden at skulle præstere, præstere, præstere. Fem døgn i træk.
- Under landdelen skal vi lave en bronzecirkel (en muskeløvelse, red.) og en coopertest (en løbetest, red.). Det havde vi allesammen lavet før. Men på grund af stresset var der alligevel folk, der røg ud bare på den del. Under løbetesten fik jeg også rykket 200 meter af, hvad jeg normalt ville kunne præstere. Alene på grund af stress, siger han.
Af de 50, der gik til optagelsesprøve sidste år, kom de 17 på frømændenes elevskole. Kasper var en af de syv, der gennemfør-te basisuddannelsen og blev udnævnt som frømænd.
Han husker især dengang han blev "døbt" - en særlig fredagstradition for frømænds-eleverne. Inden de otte måneders skoletid er omme, har alle frømænd fået et kælenavn.

En blå pagaj på røven

- Jeg var den første, der blev døbt. Jeg blev bedt om at hente en stor gummibåd, som så blev smurt ind i brun sæbe. Så stillede vi båden på hovedet oppe på hangaren. Jeg skulle sidde på den på alle fire ligesom en hund. Der var en af instruktørerne, som døbte mig i stil med en præst - han holdt hånden på mit hoved og fortalte, hvorfor jeg fik det navn, jeg gjorde, siger Kasper.
Han vil ikke have sit frømands-kælenavn i avisen. Men han blev opkaldt efter sin store ærlighed.
- Så står der en instruktør bag ved én og hamrer en pagaj lige ind i røven på én. Den flækkede faktisk, da jeg blev slået. Det kom bag på mig, hvor hårdt han slog, så jeg kom til at udstøde et "hmmm". Man må så ikke sige noget, når man bliver ramt. Så jeg fik et ekstra slag. Så blev gummibåden vippet ud over kanten, så jeg faldt i vandet. Bagefter havde jeg en blå pagaj på min røv, siger Kasper.
- Jeg var utroligt stolt og lykkelig. Og jeg var sådan set ligeglad med, hvad jeg kom til at hedde.
Nu kan Kasper kalde sig en rigtig frømand. Han glæder sig, til han en dag skal på rigtig opgave.
- Især i de tider, vi lever i nu, så ved jeg, at lige meget hvad, så bliver jeg udsendt på et tidspunkt. Det glæder jeg mig til. Det er sur røv at træne til noget, man ikke skal bruge, siger han.
nyhus@nordvest.dk