Især har Villy Søvndal haft en kæmpeopgave med at gøre SF regeringsduelig.

Da Dansk Folkeparti atter en gang fik udlændingepolitikken på dagsordenen i forbindelse med forhandlingerne om finansloven for 2011, kom Villy Søvndal på politisk overarbejde.

Ideen om et pointsystem skulle accepteres af SF-baglandet, og efter en del armvridning af SF’s landsledelse fik S og SF flyttet opmærksomheden fra de problemer og uenigheder, denne konstellation havde med forslaget, til de problemer og uenigheder, der vitterligt også var på VKO-fløjen.

Da VKO så kunne præsentere det pointsystem, de mente, der skulle gælde, var S og SF’s modsvar en kritik af systemets indhold og ikke princippet, hvorfor man lancerede sit eget pointsystem. Dermed løb taktikken med realpolitikken.

Både VKO-fløjen og S-SF-fløjen var tilsyneladende af den opfattelse, at vælgerne havde stor fokus på spørgsmålet.

En Rambøll-måling i Jyllands-Posten fredag fik så vendt op og ned på sagen. Vælgerne var generelt ikke så optaget af at støtte et pointsystem. På den røde fløj var der endda tale om, at hele 54 procent var imod.

Umiddelbart er det ikke til at sige, om det var Rambøll- målingen eller Poul Nyrups lidet yndefulde, men velmenende deltagelse i debatten, der fik Helle Thorning-Schmidt til at gå ud i søndagens udgave af Berlingske Tidende for med brask og bram at slå fast, at nu var det slut med flere stramninger af udlændingepolitikken.

Samtidig rykkede SF’s Ole Sohn så også i felten med en erklæring om, at De Radikale - og for den sags skyld også Enhedslisten - ville acceptere S og SF’s pointsystem. Man behøver ikke nogen synderlig indsigt for at kunne konstatere, at S og SF ser ud til at have tabt det taktiske overblik. Man troede, det var nødvendigt at matche VKO’s pointsystem med et S-SF-pointsystem, men fandt ud af, at det faktisk var selve princippet med et pointsystem, der ikke var gangbart.

Med udtalelsen om, at der nu siges stop for flere stramninger, forsøger Helle Thorning-Schmidt så at redde, hvad reddes kan. Men det virker ikke overbevisende.

Det er mere end sandsynligt, at Dansk Folkeparti vil forsøge at sætte en udlændinge-dagsorden i den kommende valgkamp.

Reelt kan partiet vel ikke andet. Meget tyder på, at det emne ikke vil have den samme klangbund, som man har set ved tidligere valg. Skulle S og SF derfor fortsætte med en taktik, hvor man populært sagt vil forsøge at slå regeringen og Dansk Folkeparti på deres udlændingepolitiske hjemmebane, er der stor risiko for, at man ødelægger sine egne muligheder. S og SF har handlet i taktisk panik i pointdebatten.

Det må ikke ske igen.

MF