Xerox-sælgernes drøm

Mens mange firmabilskøbere i denne tid er på vej til at hente deres nye Opel Insignia, Ford Mondeo eller VW Passat, var der noget andre varer på hylderne på samme tidspunkt af året for godt 30 år siden. Dengang kunne de handelsrejsende ud i datidens trendy mærkevarer som Rank Xerox-kopimaskiner, Sodastream-maskiner eller andefødder fra Ecco vælge mellem arbejdsheste som Ford Taunus, Peugeot 305 eller Opel Ascona, selv om det dengang ikke var usædvanligt, at de farende svende kørte i mindre biler, mens chefen lod sig fragte i en Opel Rekord eller Ford Granada.

Vi har fundet et velholdt eksemplar af en Ascona. Den todørs guldmetallic Ascona B 1,9 S Deluxe med 90 hestekræfter, som er indregistreret første gang i marts 1978, står ved A1 Biler i Nr. Aaby med bare 179.000 kilometer på tælleren.

Og bilen syner da også ganske velholdt, da vi skridter den kantede model af. I forhold til nutidens bilmodeller virker Ascona B, som første gang så dagens lys i august 1975, dog lidt klejn. Men det gør alle biler fra den tid. Således svarer dimensionerne med en længde på godt 4,3 meter, en bredde på 1,7 meter og en akselafstand på 2,5 meter cirka til målene på en ny Opel Astra, mens vægten, der lander på 950 kilo, ligger under en Corsa.

Men lad os klatre indenfor, hvor et lysebrunt 70’er-interiør i datidens tyske 70’er-stil byder os velkommen.

Spartansk og funktionel

Her føles langt ned til sæderne med en bund, der virker konstrueret til rimeligt kortbenene personager. Til gengæld er stolene overraskende faste. Bilen har da også kun haft få ejere, som har passet godt på den.

Fra førersædet kan vi skue over et enkelt og kulsort bakelit-instrumentbord, der efter nutidens standard syner næsten nøgent og minder om en Aldi-butik fra dengang, discount virkelig var discount. Her dominerer fire kuglerunde luftindtag fordelt på tværs, mens de centrale greb er samlet symmetrisk omkring huset med de dybtliggende instrumenter. En opbygning, der den dag i dag virker intuitiv og rigtig, når du griber ud for at tænde lyset - der er ikke kørelys på så gammel en bil - eller skrue op for blæseren, hvilket er nødvendigt på den råkolde og regnvåde dag, vi er af sted.

Der er ingen tvivl; bilen er et stykke værktøj, konstrueret med tysk effektivitet for øje. Kendere vil dog spotte det rektangulære ur i midten og kromlisterne i dørene, som signaler, at det her trods alt er luksusmodellen. Vores Ascona B har dog kun to døre, som langt de fleste biler i 70’erne. Fire døre var i mange år forholdsvis dyrt for de også dengang afgiftsplagede danskere.

Mens motorprogrammet for Ascona B startede med en 1,3 N på 55 hk, var vores 1,9 S med hele 90 af slagsen blandt de bedre motoriserede. De, som ville mere, kunne også investere i en 2,0 N eller 2,0 S med henholdsvis 90 eller 100 hk, mens en 2,1 liters diesel var en sjælden fugl på vore breddegrader i en tid, hvor dieselmotorerne var grove i mælet, og Mercedes, Peugeot og VW var de eneste mærker, der solgte personbiler, som kørte på diesel.

Fin fornemmelse

Men lad os komme af sted. Et drej med nøglen, og motoren springer i gang. Det første, vi bemærker, er det tynde rat og et styretøj, der, som det var normalt i datidens biler, ikke har servostyring. Så det kræver muskler at komme ud på den gamle hovedvej mellem Odense og Middelfart. På vejen føles og opleves Asconaen som en lille bil. Til gengæld har vi en ganske fin fornemmelse af, hvor hjulene sidder i køretøjet, der egentlig virker ganske stram i undervognen. Til gengæld er nogle af de 90 heste forsvundet gennem de sidste 30 år. I hvert fald tager den umanerligt langt tid om at nå de 80 km/t, og vi har egentlig heller ikke lyst til at tage en afkørsel op mod motorvejen for at køre hurtigere. Styretøjet, som er noget dødt, er lysår fra dagens mere skarptslebne, hvor selv minibiler styrer som forne tiders sportsvogne. Men både hastigheder og trafiktætheden var også lavere dengang. Den baghjulstrukne Ascona skulle dog kunne klare en topfart på 167 km/t og havde en gennemsnitstørst på 10,6 km/l, hvilket egentlig er okay.

Ganske behagelig

Opels teknikere skal have ros for at have pakket datidens businessbil rimeligt godt ind, for den er egentlig ganske lydløs, så hvis der havde fandtes mobiltelefoner med hand-free dengang, kunne vi godt hav konverseret med kunderne om den næste ordre. Den slags var dog utopi i 1978. Først i 1984 kom NMT-mobiltelefonnetnet for alvor op at køre. Og det var ikke billigt. En Stornomatic 900 kostede således små 17.000 kroner plus moms og installation.

På bagsæderne er der rimeligt med plads til ben, og i højden, om end vinklen på ryglænet betyder, at man halvvejs ligger ned. Det er dog dømt endnu mere liggestol i en Peugeot 504 af næsten samme årgang, som vi tester ved samme lejlighed, og som vi vender tilbage til i en senere artikel.

Agterude åbenbarer bagklappen et bagagerum på 380 liter, som er ganske nydeligt og regulært. Pas bare på hængslerne af kuffertknuser-modellen, som dog er delvist indkapslede. De kan give ridser i selv den bedste Samsonite.

På bundlinjen står en bil, der om noget illustrerer den udvikling, der er sket de sidste 30 år. En udvikling, som også åndede vores Ascona B i nakken. I august 1981 kom afløseren, den forhjulstrukne Ascona C nemlig og varslede nye tider. Men det er en helt anden historie.