Fatal Formel 1-fantasi

Ydmygelserne var mange: Som da Jan Magnussen blev sendt til den engelske racerbane, Oulton Park, for at lære at køre ideallinjer af sin chef i en Ford Escort Cosworth. Eller da det hurtigt viste sig, at hans team i Formel 1, Stewart Ford, kun magtede at bygge én ordentlig racerbil, og den gik til kollegaen, Rubens Barrichello. For slet ikke at tale om den sorte dag i juni 1998, hvor Jackie Stewart ringede og fyrede Magnussen, efter at danskeren to uger inden havde scoret sit første Formel 1 point med en sjetteplads i det canadiske grand prix.

Jan Magnussens nedtur i Formel 1 danner meget naturligt en del af rammen om hans nye bog, «En fiaskos perfekte liv«, hvor han beretter om sit racerliv, siden han startede med at køre gocart som knægt i Roskilde. En karriere, der så ud til at forløbe helt perfekt, da han først i 1995 kører sit første Formel 1 løb som stand-in for finnen Mika Häkkinen hos McLaren, for senere at toppe med kontrakten med Stewart i 1997.

Personlig beretning

Bogen beskriver på meget personlig vis, hvordan Jan Magnussen oplevede sit livs nedtur efter fyringen og måtte på antidepressive piller, og det var halvandet år under et massivt pres, der kulminerede med hans deroute. Fortællingen er så personlig, at det næsten virker som om, man sidder ved siden af ham. Men den er fortalt til Jan Kaiser, som er pressechef for Jan Magnussen og til den erfarne Formel 1 skribent Nils Finderup. De har formået kunsten at skrive bogen, som Jan Magnussen ville have gjort det, mens billedsiden også imponerer med 400 forskellige fotos.

Alt gik så at sige galt for Magnussen, da han skrev kontrakt med Stewart. Han havde ellers arbejdet meget længe på at, at det hele skulle kulminere med Formel 1, og selvsamme Jackie Stewart var selv fremme i skoene, da han allerede, da Magnussen var 22 år, havde udnævnt danskeren til verdens største racertalent.

Også Stewart-familien havde arbejdet målrettet for at ende i Formel 1, så det var på alle områder et jomfrueligt team, som debuterede i 1997. Teknisk var man bagud på point allerede fra starten. Bilen var udviklet af chefingeniøren, men Alen Jenkins havde valgt at være den første til at designe Formel 1 biler udelukkende på computer, så da virkeligheden meldte sig, var der alt for mange problemer med køreegenskaberne. Det blev ikke bedre, da Ford-motorerne var ustabile og manglede kræfter.

For Magnussen gav teamets manglende erfaring og kapacitet hurtigt problemer. Kollegaen Rubens Barrichello viste sig at køre hurtigere, og da teamet kun var i stand til at bygge én virkelig god racerbil, gik den altid til brasilianeren. Til at begynde med tog Magnussen det roligt, for hans første år i Formel 1 var et læreår, havde Stewart selv sagt. Men det skulle hurtigt vise sig, at teamet forventede, at han præsterede det samme som Barrichello. Det var dog svært, da vognen kun sjældent kom i mål.

Daglejer

Pressen var også ganske hårde ved den unge dansker, og det blev ikke bedre, da Jackie Stewart begyndte at underholde journalister med, at den gamle mester gav køreundervisning til det unge håb. For Magnussen var det en absurd situation.

Han fik dog alligevel lov at køre videre i næste sæson. Men lønnen var ikke steget på trods af en aftale herom, snarere tværtimod. For Jan Magnussen var nu snarere en slags daglejer for Stewart, der kunne annullere aftalen fra løb til løb, hvis det passede ham.

Da 1998-sæsonen skred frem, blev den unge racerkører mere og mere presset. Konstant var der rygter om nye kørere, der skulle teste for teamet, og bilen kørte ikke væsentligt bedre end året før.

Til sidst måtte Stewart indrømme, at holdet ikke magtede at bygge to lige gode biler, og at Rubens Barrichello blev prioriteret først i den kabale. I det øjeblik bristede alle Jan Magnussens illusioner. Og han vidste, at en fyring var uundgåelig.

At bogen starter med fyringen er en klassisk indgangsvinkel til en bog, men den virker, og man kan ikke undgå at få lyst til at læse videre.

En lettelse - trods alt

Selve fyringen skete over telefonen, da Jackie Stewart en fredag eftermiddag i juni 1998 ringede til ham. Alt det, han havde kæmpet for i hele sin karriere, blev lagt i ruiner.

« Jeg blev overvældet af følelser. Skuffelse, naturligvis, fordi jeg ikke syntes, jeg havde fået en fair behandling hos Stewart Grand Prix. Lettelse, fordi måneders ydmygelse og uvished omsider var overstået. Skam, fordi jeg trods alle forklaringer havde sviget dem, der havde troet på mig og ofret så meget, for at jeg kunne leve min drøm ud. Jeg var dumpet i Formel 1«, siger han i bogen, som er noget at det mest ærlige, jeg har læst længe. Magnussen fortæller sågar, hvad han har fået i løb gennem tiderne.

Jan Magnussen kom dog igen. Og efterfølgende skulle det vise sig at være rigtigt, som han siger i bogen: «Jeg er ikke født til Formel 1, jeg er født til at køre race«.

I dag kan Jan Magnussen se tilbage på sin Formel 1-fyring som det bedste, der er sket i hans liv. En tilfældig test i USA gjorde, at han fandt det indre legebarn frem igen og den dag i dag kører skærmene af konkurrenterne på alverdens racerbaner.

«En fiaskos perfekte liv« af Jan Magnussen. 386 s. 298 kr. (Forlaget Finsen)

5 stjerner