Print artiklen Hold mig opdateret Tip en ven

Send artiklen Ny slagter i Bjergsted til din ven.

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Indskriv din e-mailadresse og bliv informeret om opdateringer af denne og lignende artikler via mail.
E-mailadresse:

Ny slagter i Bjergsted

20. december 2010 09:59
Bjergsted
Ved årsskiftet overdrager Tove og Hans Andersen forretningen til Anne og René Echberg. Forretningen blev etableret af Hans Andersens far, der drev den i 35 år, og selv har han ejet den i 40 år.
Foto: Mie Neel



- Stort set har vi tænkt os at køre forretningen videre som hidtil men selvfølgelig er der nok nogle ting, vi vil ændre på i sortimentet.
Sådan lyder det fra Anne Echberg, der sammen med sin mand, René Echberg, overtager Bjergsted Slagteren på Bjergsted Byvej 5 i Bjergsted ved årsskiftet.

Om de så bliver på pladsen lige så længe som den nuværende slagter, vil vise sig, men på overdragelsesdagen, den 1. januar, er det netop 40 år siden, Hans Andersen overtog efter sin far, Christian Andersen, der havde drevet virksomheden i 35 år.


- Der er flere, der har sagt, at jeg ikke kan være bekendt at overdrage det til fremmede, men der er ingen af børnene, der kan eller vil, og det ville jo være synd, bare at nedlægge så god en forretning, siger Hans Andersen.

Et lille stråtækt hus

Da Christian Andersen startede, var det i et lille stråtækt hus med kun lidt plads, og dengang var det i øvrigt almindeligt, at slagteren tog ud på gårdene og slagtede.

- Det har jeg også selv været med til, men det går jo slet ikke i dag med al den kontrol, der er, siger Hans Andersen, der, selv om han har drevet forretning i 40 år, faktisk aldrig har ejet et svendbrev.

- Da jeg blev konfirmeret i 1959, var min far syg og blev det mere og mere, så jeg måtte jo hjælpe til. Nogen egentlig læretid var der ikke tale om, så jeg måtte sådan prøve mig frem, til jeg fandt ud af det, siger Hans Andersen.

Tove og Hans Andersen er i fuld sving med at flytte deres bohave til Havnsø, så Anne og René Echberg og deres tre børn, Cecilie, Casper og Carl Emil, kan flytte ind i boligen ved forretningen.

Reception den. 8 januar

Hidtil har de boet i Katrinedal ved Svinninge, det samme område, hvor René Echberg har sine rødder.

Han er udlært hos Hans Andersens bror i Gislinge Slagtehus, hvor han stod i lære fra 1992 til 1996 - og så er han i øvrigt godt kendt med den virksomhed, han overtager, da han har arbejdet der i syv år.

- En lidt større omvæltning bliver det for mig. Jeg er bankrådgiver i Nordea, men vil være med i forretningen på deltid, siger Anne Echberg.

Forretningsoverdragelsen bliver markeret med en reception i Bjergsted Forsamlingshus lørdag den 8. januar fra kl. 14 til 17.

bek nordvest.dk
Bjergsted
Anne Echberg, her sammen med Tove Andersen, er bankrådgiver i Nordea, men vil være med i forretningen og på kontoret på deltid.
Foto: Mie Neel

Klik her for at søge blandt samtlige annoncer


6 har anbefalet denne artikel